Thomas B`s Blog

Thomas B`s Blog

mandag den 16. oktober 2017

Stenen i hjertet.

"Kan man ikke beskæftige sig for meget med det"? , var der engang en ven der spurgte mig om. Spørgsmålet var rettet mod de seksuelle overgreb jeg havde oplevet, som barn. Underforstået,  om alt det terapi, laven hjemmeside, snak og debat i diverse netværk ikke forhindrede mig i bare at leve. I dag 13 år efter, at jeg konfronterede eller blev konfronteret med, konsekvenserne af de seksuelle overgreb, spørger jeg såmænd også mig selv engang imellem. Specielt lige nu fordi jeg lige i øjeblikket går gennem en svær tid, hvor angsten er vendt tilbage og jeg generelt arbejder benhårdt på, at få en hverdag til at hænge sammen. Men når jeg for mig selv sætter billeder på, så giver det god mening.

Den dag mine overgreb startede plantede min overgrebsmand en sylespids sten i mit hjerte. Den skar sig igennem alt hvad der hedder tro og tiltro til mine medmennesker og forvandlede, alt det i mit liv, der var båret af tillid til mistillid. Den punkterede alt hvad der måtte have været af selvværd i mig, i Thomas 10 år. Det er der ingen mennesker der kan holde til. Enten må stenen knuses, læs: enten måtte jeg betro mig og fortælle om oplevelsen eller også måtte jeg rumme den pakke stenen ind, ved at dissociere mig og dermed beskytte mig mod den skærende spids. Jeg gjorde det sidste og det blev groft sagt min måde, at tackle verden på de næste godt 30 år. Jeg lærte mig, at rumme alle de oplevelser der gjorde ondt, alt hvad der var svært, alle ydmygelser, ved at lægge lag på lag af beskyttelse omkring den skarpe sten. Ingen måtte vide, og ingen måtte se.

Som da jeg, som 13/14 årig oplevede min mor råbe til sin fulde kæreste, at han ikke skulle tage kvælertag på hende i forbindelse med et besøg hos hans søster i Holland. De var i soveværelset mens jeg sad i stuen sammen med hans søster og ikke anede mine levende råd. Kunne kun i rædsel råbe til min mor om jeg skulle hjælpe. Det slap jeg for, men der blev der aldrig efterfølgende snakket om.

Som da jeg til en familiemiddag blev tvunget til at sige undskyld til min far for at bevare familiefreden, selvom jeg samtidigt fik af vide min reaktion var forståelig og ok. Mine forældre var kort inden blevet skilt. Jeg var lidt hård i munden overfor ham, da han kritiserede min mors fjernsyn. Han truede med at gå og jeg havde ikke styrken til at holde fast i mig selv og måtte krybe til korset og sige undskyld i en regn af tårer og en ydmygelse der flåede mig op indeni.

Som ydmygelsen, da jeg i mine teenage år var ekstremt forkrampet i forhold til piger og i forbindelse med en fest sneg mig ind i et værelse og tungekyssede med en pige, som lå og halvsov i en brandert. En pige jeg var forelsket i og ikke evnede, at kontakte på normal vis. Derfor levede jeg med, at hun smagte mildt af opkast. I dag vil jeg egentlig betegne det for en form for overgreb.

Som ydmygelsen da jeg, som 18 årig var i byen med min svoger og nogle af hans venner og en af hans venner pluselig kom over og aede mig på kinden, men han sagde nååååhh. Jeg følte han kunne se lige ind i min sjæl og ind i min ensomhed lige i det øjeblik.

Som når min søster med en slet skjult hentydning sagde om jeg ikke skulle ud og møde den virkelige verdens piger istedet for at have de der "blade" under sengen.

Svigtet overfor min et årige datter, da jeg en sen nattetime måtte tage flugten og løbe ud fra vores hjem på grund af angst, mens hun lå og sov derinde. Måtte ringe og bede min kæreste om at komme hjem.

Som konsekvenserne af min sociale angst, der slog ud i lys luge, hvis jeg i selskaber blev placeret blandt vildt fremmede. Det at skulle konversere og small talke med en vildt fremmed borddame og være beleven, som det forventes.

Som det vanvittige projekt det var at sige ja til et job, hvor man konstant var i skudlinien på vegne af en organisation, når man ikke er i stand til, at skille kritik af organisationen fra kritik af en selv. Når man konstant bliver tvunget til at tale i forsamlinger og til mennesker, hvor man føler sig dybt underlegen og uden selvværd og tro på egne evner.

Den ydmygelse det var ikke at kunne sætte ord på sine følelser når alt brændte på i parforholdet og den daværende kæreste tryglede mig om, at sige andet end bare undskyld, når vi havde siddet den halve nat og snakket. Ikke at være i stand til at give hende bare en lille indikation af, at der var et menneske med følelser derinde bagved.

Som da min yngste datter i forbindelse med en skolefest undrende kom og spurgte mig om jeg ikke skulle sidde sammen med de andre forældre. Det turde jeg ikke. Følte ikke jeg kendte dem særlig godt og brugte i stedet tiden på, at gå ud og ryge eller se på børnene der  hyggede med dans og forlystelser i de forskellige boder.

Ydmygelsen, da jeg i forbindelse med en 50 års fødselsdag er ude og danse og en kvinde kommer over og driller mig med min stive dans, som er affødt af en ekstrem blufærdighed. Den dag havde jeg alligevel vovet mig ud på dansegulvet og det afspejlede dansen nok. Danser helst kun efter 1 flaske vin eller i et lukket selskab, som jeg er fuldstændig tryg i.

Dette blot få eksempler, ud af mange hundrede situationer, som jeg nænsomt pakkede ind og gemte indeni og som er årsagen til, at ensomheden bliver en trofast følgesvend. Imidlertid så kommer manglende evne til at håndtere følelsesmæssige svære situationer og manglende evne til at udtrykke behov ud alligevel. Bare på en lidet konstruktiv og hensigtsmæssig måde. Jeg har haft masser af indestængte aggressioner, som kunne komme ud om natten, hvor det gik ud over kæresten, hvis hun tilfældigvis kom til at berøre mig midt i min søvn. Det kunne komme ud når jeg spillede fodbold. Er ofte blevet forskrækket over min egen aggression, som førte til flere røde kort eller grimme og usympatiske verbale udtalelser. Eller i trafikken, hvor jeg kunne reagerer med, hvad der for andre vil være latterlig vrede over et rødt lys eller manglende parkeringsplads, når jeg skulle bruge en. Alle aggressioner og uhensigtsmæssig adfærd affødte kun selvhad og skade på mit selvværd, over min egen manglende evne til at være i kontrol.

Da jeg langt om længe i 40 års alderen begyndte at få øjnene op for alt det, jeg her beskriver, begyndte arbejdet med at pakke ud og finde ind til den lille sten. Men den lader sig altså ikke lige finde og på vejen ind til den skal man igennem og bearbejde hvert enkelt af de hundrede af lag, man har puttet omkring den gennem tiden. Det er møjsommeligt og slidsomt arbejde, som kræver tålmodighed. Indimellem kræver det retningsskift og indimellem kræver det små pauser, hvor man trækker vejret. Men det er også min oplevelse, at jo tættere man kommer på kernen, jo sværere bliver det. Det er som om, at modstanden bliver markant større, forsvarsværkerne strammer op og kommer med nye modtræk, som synes endnu mere uovervindelige og lagene omkring stenen går kun af i små flager.

Jeg tænker, at det er der jeg står lige nu. Jeg er tæt på kernen og muligheden for at fjerne den lille farlige djævel af en sten. Men om det tager 1-3 eller 9 år ved jeg ikke endnu og jeg ved heller ikke om det er ligeud resten af vejen. Men det er også ligemeget, så længe det hele giver mening. Billedet jeg har ridset op her giver mening for mig. Så mit svar på spørgsmålet i starten er nej. Jeg kan ikke være for meget i det. Jeg er pisket til at være i det og bruge alle de midler der står i min magt af tid, terapi og ord for at forløse. Og selv om det er en svær tid og hård tid, så er det også en lykkelig tid fordi jeg ikke gemmer mig mere. Jeg pakker nu langt mere ud end jeg pakker ind og jeg har et menneske tæt på, der vil følges med mig selvom jeg fandme er et besværligt stykke menneske, at leve sammen med.


























onsdag den 19. oktober 2016

Svar til Sugardater.

En kvindelig Sugardater har henvendt sig til mig i forbindelse med en debat, som jeg har deltaget i på Berlingske`s Facebook side. Se linket nederst. Her er en del af mit svar til hende og min kommentar til artiklen og min tolkning af den, som er væsentlig forskellig fra den fortælling, som de mænd jeg har debatteret med har. Tak for din beskrivelse af Sugardating. Den kan jeg jeg jo ikke pille ved for det er det du føler og oplever og ud fra det lyder det fint. Men når jeg læser artiklen i Berlingske, som har været grundlaget for den debat jeg har involveret mig i, så er det altså en helt anden verden jeg læser om, og en helt anden virkelighed, som de unge kvindern beskriver. Det er kvinder, som følelsesmæssigt er blevet forrået og det ses af de beskrivelser de kommer med.
- "der er noget der er bristet indeni mig"
- "tror ikke længere på kærligheden og har mistet troen på sig selv"
- "sugardating har gjort hende til en anden"
En af pigerne fortæller, at det er vigtigt for hende at der er penge imellem hende og kunderne, for penge i hånden er bekræftelse på, at det bare er sex. Men man kan ikke lægge sig selv til side når der er tale om noget så intimt.
"Jeg føler mig selv som en vare", som en af pigerne fortæller.
Du lukker fremmede mennesker ind i noget af det allerhelligste og personlige og det vil gå ind over ens intimsfære. Det har jeg både fra mig selv, men også fra de mange venner jeg har blandt tidligere prostituerede og på det punkt er sugardating ikke anderledes eller forskelligt fra "almindeligt prostitution" når du læser hvad pigerne fortæller.
Pigerne fortæller også, at sugardating for dem er et fix.
- " Det primære for mig, ud over pengene,« fortæller 23-årige Annabel fra Randers, »er opmærksomheden. Det er lige som et fix. De synes, man er smuk og dejlig. De vil have én."
- "Jeg har et ekstremt stort behov for at blive bekræftet. Jeg holdt op med at tælle, da jeg nåede de 100. Det er lang tid siden."
For mig lyder det mere, som om det er piger der savner selvværd og tror de kan hente den på en absolut usund måde ved at blive feteret for deres krop og deres ungdom. De forveksler det korte fix, hvor de bliver feteret med selvværd. En meget kortsigtet løsning, som er overfladisk og ikke holder i længden og ikke fører til et øget selvværd, tværtimod. Det er, i mine øjne, desværre meget symtomatisk for vores tid og hænger godt i tråd med alle de unge mennesker der søger opmærksomhed gennem reality tv, X Faktor og lignende programmer.
Pigerne fortæller også, at deres grænser har flyttet sig.
- "Problemet ved at bruge sider som Sugardaters og sælge sin krop er, at ens grænser nemt skrider, og at man derfor kan miste sig selv, forklarer flere piger"
Derudover fortæller pigerne, at de har droppet at få lægeattest, at de har droppet at forlange der bliver brugt kondom. Alt det her er ganske genkendeligt når jeg hører historierne fra og taler med tidligere prostituerede. De kommer i situationer, hvor de ikke tør sige fra for, som en af dem siger, - "Jeg tænkte: »Hvad hvis jeg ikke gør det? Jeg har fået penge for det,« fortæller Line". Frygten for voldelige konsekvenser er ikke ubegrundet. 80 procent af de kvinder der henvender sig til Liva Rehab har været udsat for vold.
Så når jeg læser det her, så ser jeg desværre ikke sugardating, som et godt alternativ til prostitution. Det indeholder fuldstændigt de samme mekanismer, som man ser i prostitution. De samme skadelige virkninger for kvinderne og den samme udnyttelse fra mændenes side. Jeg indrømmer jeg er hård ved de mænd der går til prostituerede og også de mænd, der ikke gør. Jeg mener nemlig, at vi som mænd har et udvidet ansvar for at sige fra over for de af vores kønsfæller, som udnytter de her kvinder. Og tro mig, mænd er altså ikke nogle enfoldige stakler, der ikke ved, hvad det gør ved kvinder at være i prostitution.
Det eneste navnet Sugardating skal være med til, er i mine øjne at skabe romantiseret billede af prostitution, så mænd får det lidt bedre med sig selv og desværre sker der så også det, at unge piger lokkes ind under falske forudsætninger og tro på, at det så ikke er rigtig prostitution. Desværre viser pigernes beretning her med alt tydelighed, at det blot er en anden vej ind i prostitution. http://www.b.dk/nationalt/ung-kvinde-om-sugardating-jeg-holdt-op-med-at-taelle-da-jeg-naaede-de-100

søndag den 20. september 2015

Søndagsfrustrationer, - en socialrådgiver uden empatiske evner !

Nedenstående kommentar er i dag blevet lagt op, som en kommentar på en af mine venners Facebook side. Den har ikke bare ramt Kurt Kyed der fik kommentaren, men også mig og alle seksuelt misbrugte. Eller for den sags skyld alle mennesker der på en alle anden måde har været omsorgssvigtede, om så de er vokset op med vold eller i en alkoholiseret familie, you name it. Den kan ikke bare ignoreres, for det er en kommentar der kan gøre stor skade. Kommentaren lyder, som følger :

"Lad mig sige et par ord? Utvivlsomt er fakta: seksuelle overgreb også på os drenge! Men hvori består overgrebene? Vi roser os (Spor) af at være en åben forening; MEN hvor er realitetsfortællingerne henne? De fleste (incl. Kurt Kyeds er meget uspecifikke). Kom nu på banen med de sande og utilslørede historier i stedet for jeres selvpromovering. Ingen kan vel tage 'vage fortællinger' til indtægt for sagen. Så: tag jer sammen og kom ærligt frem! Ellers vil mange blot affærdige AFFÆRDIGE foreningen som ligegyldig. Og lad mig tilføje: det er den for mig! "

Manden som har skrevet kommentaren er oven i købet socialrådgiver. (Jeg opfordrer stærkt til efteruddannelse) !  Jeg havde æren af at høre Kurt Kyed fortælle om sit liv i fredags til SPOR`s Synlighedsdag og det var en stærk oplevelse. Der skal VIRKELIG et stærkt mod til for at stille sig op og på den måde fortælle så hudløst om sit liv. Jeg behøvede ikke nogle detaljerede beskrivelser for at forstå hvad Kurt havde været igennem. Tværtimod, så står sådan et oplæg rippet for detaljer langt stærkere. De detaljerede fortællinger om selve overgrebene påfører mig alene et ubehag og tager fokus fra mennesket der fortæller og fra hvordan han på smukkeste vis er kommet videre. Det er faktisk det der er interessant. Hvordan man kommer videre efter at have været udsat for overgreb. Alle finder vi vores egen vej til overlevelse, men i Kurt og andres fortællinger kan man hente inspiration og mod samt den genkendelse der er så vigtig for at undgå ensomheden. Når jeg oplever overlevere, der i detaljer fortæller om de overgreb der er begået mod dem i detaljer, tænker jeg faktisk, at det gør mere skade end gavn.

Da det for 11 år siden første gang gik op for mig, at de overgreb jeg havde været udsat for, havde haft en stærkt indgribende effekt på min adfærd, på hele mit børne og voksenliv var det i forbindelse med udsendelser på DR, hvor en række mænd berettede om deres senfølger. Jeg er dem dybt taknemmelige for, at de stod frem, for lige pludselig var jeg ikke helt alene. Men i de 11 år der er fulgt har jeg også måttet kæmpe mod en stemme inden i mig, der igen og igen har prøvet at fortælle mig at de overgreb jeg var udsat for ikke var så slemme. At de følelser og problemer jeg slås med og fortæller om når jeg er i terapi ikke berettiger mig til at "komme på" for de andre har det jo værre.(Og de andre sidder med eksakt samme følelse)  I det spil er ovenstående kommentar dybt skadelig. For min erfaring siger mig, at alle omsorgssvigtede sidder med de tanker. Skal man så oven i købet lægge øre til, at ens historie ikke holder vand medmindre man detaljeret udlevere sig selv og fortæller om selve overgrebene ?  I så fald vil det helt sikkert afholde en masse af dem, som endnu ikke har fundet modet til "at bryde ud", om søge hjælp.

Derfor kan man ikke bare ignorere ovenstående kommentar og derfor jeg lige måtte have luft.

søndag den 18. januar 2015

Mænd Mod Købesex.

I dag er det et år siden jeg oprettede siden , - ”Mænd Mod Købesex” på Facebook. Dengang havde jeg længe holdt til på og fulgt med på den norske side ”Menn Mot Sexkjøb” og gået og tænkt på hvornår der kom en dansk pendant. Der skete bare ikke rigtig noget og det gik op for mig at der måske aldrig ville ske noget medmindre jeg selv handlede. Som sagt så gjort. I dag er vi lige på trapperne til at runde de 600 likes, hvilket egentlig ikke er så dårligt på et år. Hvad har det år så bragt i forhold til mænd, sexkøb og prostitution her i Danmark.

Stort set intet desværre ! Jeg oplever, til stadighed en enorm berøringsangst overfor emnet fra mange mænd. De mænd, som hævder sig in debatten er de rabiate mænd. Mænd som på brovtende, nedgørende og grotesk usympatisk vis, sviner de tidligere prostituerede, der er stået frem med deres historier og prøver at få stillet sexkøberne til ansvar for deres handlinger. Den resterende gruppe mænd er enten imod at gøre det ulovligt eller ønsker ikke at stå offentligt frem med en udmelding om, at de rent faktisk støtter et sexkøbsforbud. Bortset fra den omtalte rabiate gruppe af mænd er det min oplevelse, at hele debatten om prostitution opfattes, som ubelejlig eller ubehagelig for den resterende gruppe mænd. Desuden sidder jeg i dag inde med en viden om, at man kan miste både bekendte, forretningsforbindelser og hvem ved måske også venner, hvis man skilter med at man går ind for et købesexforbud. Det kommer desværre ikke bag på mig L. Det bekræfter den antagelse jeg længe har haft og, som jeg også redegjorde for på en workshop i København i marts nemlig den, at der blandt mænd er sådan en tavshedens lov. Vi blander os ikke i den slags. Vi undgår helst emnet og hvis det endelig berøres er det som regel i form af jokes og i muntert selskab. Det er simpelthen ”farligt” at røre ved og det er en ”privat sag”. På den måde undgår man jo også behændigt at forholde sig de efterhånden rigtig mange tidligere prostituerede, der er stået frem og sat ord på de skadelige virkninger prostitution har haft for dem. Hvis det de fortæller står til troende og det gør det for mig, så er de mænd der frekventerer prostituerede ude i at begå overgreb hver gang de betaler for at onanere op i en prostitueret.

En anden ting der fortæller mig noget om, at det kan have omkostninger at melde ud er den respons jeg tidligere på året modtog på baggrund af et opråb og opslag på Mænd mod købesex. Her opfordrede jeg mænd der havde liket siden til at stå frem og fortælle lidt om hvorfor de havde liket siden, hvorfor de går ind for et købesex forbud.  Ligeledes efterlyste jeg mænd som måske havde lyst til at mødes og diskutere hvorledes vi måske kunne udvikle siden, tage nye initativer, som skulle får mænd til at forholde sig til det faktum, at der blandt deres venner givet er nogle der køber sex. Sætte skub i en etisk debat blandt mænd om det det u/rimelige i at udnytte kvinder til sex. Prøve at få dagsordensat en debat, som jeg synes medierne og for den sags skyld politikerne totalt forbigår, nemlig debatten om sexkøbernes ansvar og rolle.  Jeg fik 1, skriver EN henvendelse, som gik på at hjælpe med at køre og administrere siden her. Den var jeg glad for selvom vedkommende måtte sige fra efter 14 dage, da han desværre havde lovet for meget og ikke kunne overskue det, hvilket jeg har helt og aldeles respekt for.  Det fortæller mig dog desværre også en del om, hvor svært det er at få mænd til at tage del i den her debat.

Heldigvis har der i det forløbne år også været positive tegn både herhjemme og ikke mindst i udlandet. Den norske undersøgelse, der skulle undersøge effekten af det norske købesex forbud var meget positiv og den nye borgerlige norske regering vil får mere end svært ved at forsvare at droppe loven. I Nordirland og Canada er der indført sexkøbslov efter den nordiske model og de er også på vej med en tilsvarende lov i Frankrig.

Endelig blev der på dansk grund lanceret et fantastisk initiativ af forfatter, pædagog og tidligere prostituerede Tanja Rahm nemlig ”Netværksgruppen for kvinder med erfaring fra og som er ude af prostitution”. (www.netvaerksgruppen.dk). Mænd Mod Købesex var med ved opstarts receptionen i København og støtter det fantastiske initiativ helhjertet. De tidligere prostituerede ligger inde, med en fantastisk stor viden om de skadelige virkninger af et liv i prostitution og ved at gå fælles, om at dele denne viden burde de blive en faktor i debatten, som selv ikke de danske politikere burde kunne komme udenom. Vi venter spændt på udkommet af deres første møde og hvilke initiativer der over tid bliver sat i søen fra deres side. En opfordring herfra skal der lyde til, at man går ind og støtter initiativet økonomisk. Det er stærkt retraumatiserende, at genfortælle sin historie for de tidligere prostituerede, så de har ikke mindst brug for økonomisk støtte til supervision.

Min kamp fortsætter, Mænd Mod Købesex` kamp fortsætter og det gør den ved fortsat at opfordre til debat. Vi vil dele de prostitueredes historier, dele historierne om de handlede kvinder, om hvor galt det kan gå når man vil ”skabe gode” forhold for de prostituerede i eksempelvis Tyskland. Historierne om de mænd de udøver vold og voldtager prostituerede, om de mænd der skriver anmeldelser om de prostituerede, som er så fornedrende, så man ikke tror sine egne øjne.


Hvis du mener, at mennesker ikke bør være en handelsvare, så giv gerne min side et like og deltag aktivt i debatten. Vi bliver heldigvis stadig flere ! 

www.facebook.com/maendmodkoebesex

torsdag den 16. oktober 2014

Lidt fortælling om savn af maskulinitet og hvorfor jeg er feminist.

På det seneste har jeg gjort mig mange tanker, om det at være mig eller måske nærmere mange tanker om det mig jeg har søgt i en del år, men aldrig fundet. Mit maskuline jeg, - manden i mig. På hjemmesiden usynligear.dk, hvor jeg fortæller min historie omkring de seksuelle overgreb i min barndom kommer jeg også ind på, at jeg aldrig har følt mig rigtig maskulin, følt mig som en "rigtig" mand. At jeg har ligget under for hvad jeg oplevede som maskulinitet i den verden jeg er vokset op i. Herunder at mænd ikke kommer i den afmagtssituation, som det er når man bliver seksuelt krænket. Jeg er endda vokset op i en politisk meget aktiv familie og med en far der gik meget op i ligestilling og ligestillingspolitikken der i halvfjerdserne. Det var så mest i ord skal det siges. Det der med ligestilling i praksis var der alligevel nok ikke så meget af i mit hjem :-) Det eneste sted jeg følte mig, som en "rigtig" dreng/mand var når det handlede om sport ikke mindst fodbold, så det brugte jeg næsten alt min tid på. Men når det kom til mit følelsesliv var jeg ikke andet end en bange lille dreng, en medløber der prøvede ikke at stikke udenfor rammerne. Følelserne blev pakket ind. De andre skulle jo ikke se hvor hunde hamrende ræd jeg var for at komme i slåskamp. At jeg var bange, en slapsvans af en dreng. Jeg husker kun en slåskamp i min skoletid i 3 eller 4 klasse. Jeg husker jeg var presset og i en situation,hvor følte mig nødsaget til at bevise mig selv. Det endte selvfølgelig med jeg fik store klø og følte mig ydmyget der midt i skolegården. Siden da er det lykkedes mig at undgå slåskampe, men det var en evig kamp, at snige sig udenom.

Jeg har gennem hele mit liv, brugt uanede mængder af energi på at falde ind når jeg var sammen med mænd. Bestræbe mig på at være mand sammen med de andre mænd, men jeg har faktisk følt mig allermest afslappet og tilpas blandt kvinder. Her følte jeg mig som en mand eller måske var det faktisk det sted jeg følte jeg at kunne være MIG. Fordi det er accepteret at vise følelser ( for mig  i mange år det samme som svaghed) i det selskab. At udtrykke sine følelser. Derfor har jeg også haft mange pigevenner, veninder fordi jeg har haft brug for det frirum. Her kunne jeg puste ud. 

Det er blevet bedre med tiden. Jeg er blandt andet gennem terapi, livserfaring og ved at træffe målrettede valg blevet bedre til at acceptere mine følsomme sider. Men det er stadig en kamp. Specielt når jeg er "ude i verden" Både fordi jeg til stadighed ligger under for egne forventninger til hvordan en mand er og agerer,  men bestemt også fordi den verden vi lever i fortsat fodre mig med bestemte forestillinger om, hvad der definerer hvad det vil sige at være henholdsvis mand og kvinde.

Jeg er uddannet pædagog og arbejder sammen med mange kvinder, da jeg arbejder i daginstitution. Et arbejde jeg er vildt glad for, men jeg er ofte blevet mødt af spørgsmålet om det ikke er hårdt altid at være sammen med så mange kvinder. Jeg bliver provokeret hver gang ! Hvorfor i alverden skulle det være det ? Er kvinder specielt hårde at være sammen med og i øvrigt, hvem tror jeg havde valgt det her fag hvis jeg ikke kunne trives blandt kvinder. Så havde jeg da været lidt en idiot. Tænker iøvrigt at kvinder i mandefag møder det samme spørgsmål og derudover bliver de så nok også mødt med en del skepsis. Kan de nu klare det samme job, som mænd ? Jeg er så priviligeret at jeg for det meste bliver mødt med et, fedt. Dejligt med en mand. 
Jeg bliver til stadighed provokeret når jeg bliver kaldt en tøs eller tøsedreng uagtet, at mine venner gør det med en smiley i røven. Den ene del af mig har stadig en vej at gå før rodfæstet, selvværdet er så godt, at jeg ikke falder i fælden og ser det som et udtryk for at jeg ikke er mand nok. Det er nemlig som oftest i forbindelse med at jeg udtrykker en følelse. Den anden del fordi det derfor er et nedladende udtryk møntet på kvinder er svage. Jeg kender heldigvis, lige så mange sindssygt stærke kvinder som mænd, som jeg beundre og inspireres af.

Jeg vil egentlig helst ikke puttes i en bås.  Jeg vil bare gerne have lov at være mig og sådan synes jeg det bør være for os alle og derfor er jeg feminist. Mange bliver helt skæve i ansigterne og rynker på næsen når talen falder  på feminisme. Har vi ikke ligestilling ? Skal kvinder og mænd nu til at være helt ens ? Det bliver da så kedeligt !

For mig er feminismen og det feminisme står for netop med til at styrke mangfoldigheden. Sætte kønnene fri af de fastlåste roller vi har i dag. Privilegier og pligter skal ikke hænges op på køn. Vi begrænser os selv, som mennesker når definitionen af  hvem vi er bæres oppe af automatismer i den den kultur vi er en del af. Vi får en langt større dynamik, både mellem kønnene og mellem mennesker generelt, hvis vi gør os fri af de lænker. Vi vil blive mere rummelige, en rummelighed der er stærkt savnet i vores samfund, hvis man spørger mig.

Krøllen på halen i alt det her er ikke, at jeg ville have fået et problemfrit liv, hvis bare jeg som dreng var blevet mødt i en kontekst, hvor det var almindelig accepteret, at alle mennesker har følelser og at det er sundt og godt at udtrykke sin sårbarhed uanset køn og uanset hvilket køn man er blandt. Jeg søger bare forklaringer på, hvorfor jeg har haft så svært ved at acceptere mig selv, som jeg nu er og så vil jeg rigtig gerne slå et slag for feminismen.





søndag den 17. august 2014

Parden my french, men fuck den der reptilhjerne !

Efter jeg for alvor begyndte konfrontere mine senfølger efter de seksuelle overgreb, har en af de ting, der har slået mig aller hårdest været min manglende evne til at handle på noget af den viden jeg har tiltaget mig. Min nogen gange manglende evne til at kombinere min viden om den skade jeg har lidt i forhold til at indgå i en tæt relation til et andet menneske med den måde jeg rent følelsesmæssigt reagere på. Sådan rent per automatik. Det kan æde mig op indefra, at min viden kan være forud, men at jeg rent følelsesmæssigt stadigvæk handler på reptilhjernens instinkter og forsvarsmekanismer.

De forsvarsmekanismer og instinkter der hjalp og hjælper til overlevelse, når man er udsat for seksuelle overgreb. Herunder, at man er i stand til at lukke af og lukke ned overfor den der gør en fortræd. Reaktioner der var relevante under mine oplevelser, som barn. I dag, som voksen er de selvsamme reaktioner med til at forhindre mig i at få en helt tæt relation til et andet menneske. Tæt relation, som i et forhold til en kvinde. Det gør ondt.

Jeg er i dag i stand til at åbne op og fortælle om overgrebene. Hvad de har gjort ved mig, hvordan de har skadet mig. Jeg evner, i et vidst omfang at åbne op for mine inderste tanker omend det ikke altid er uden sværdslag. Jeg tænker, at hvis et andet menneske skal binde an med mig må jeg spille med åbne kort. At det vil være unfair ikke at gøre det, for det er ikke uden omkostninger at binde an med et menneske, der er skadet, som jeg.

Jeg har aldrig i mit voksenliv oplevet, at jeg er blevet set ned på eller gjort fortræd når jeg har åbnet op og fortalt. Tværtimod ! Det er altid blevet taget godt imod. Det burde give mig modet til at give mig hen, give slip, men det stik modsatte sker. Det er ligesom om jeg går i krampe, bliver paralyseret og lige så stille lukker jeg skodderne ned. Evner ikke at tage imod den kærlighed jeg bliver mødt med. Mine følelser bliver stadig fodret af angsten for at blive svigtet. En del af mig tror på det når jeg får at vide jeg er elsket, at jeg ikke bliver svigtet, - bare ikke den der fandens reptil hjerne og det er stadigvæk den der i forhold til relationer har overtaget.

Har ofte haft og har stadig et kæmpe savn og ønske om at kunne indgå i en tæt relation med en kvinde igen. I virkeligheden handler det måske om at den tætte relation jeg har brug for, den tætte relation til mig selv. Min egen accept.


Ved det ikke, men kampen og terapien fortsætter og måske hvis jeg er heldig, så en dag <3 Jeg er knap så tålmodig, men heldigvis er jeg stædig og de gode tætte venner og familien har jeg heldigvis.

lørdag den 17. maj 2014

Kan man smile på vej til skafottet ?

Nogle gange spiller livet en et pus og sparker benene væk under en, hensætter en i en tilstand af chok. For mig har de seneste 10 måneder har været rejse mellem himmel og helvede. Fra lettelse til gråd og videre til håb og tro.

Da jeg tilbage i august 2013 lancerede hjemmesiden usynligear.dk sammen med mine to fantastiske venner Pernille Gyldensøe og Louise Benner var det for mig en milepæl i mit liv. Jeg fik sat ord på de senfølger, der havde forfulgt mig efter seksuelle overgreb i min barndom. Tanker og følelser der krævede opbydelse af alt mit mod for at lægge frem til offentlig skue. Netop derfor sagde jeg også i en video på hjemmesiden, at jeg følte, jeg med min fortælling frisatte mig selv. Jeg troede, at jeg med hjemmeside ville får frigjort en masse energi, ville få det selvværd, jeg altid har savnet. Jeg troede at nu ville det gå fremad med mine sociale relationer, med min tillid i relationer til andre.At jeg ville møde verden med større overskud.

Lidet skulle jeg vide, at jeg tog så grueligt fejl. Det eneste jeg satte fri var de senfølger jeg ikke havde fået beskrevet på vores hjemmeside. Senfølger jeg endnu ikke havde fået sat ord på og bearbejdet gennem terapi. De ramte mig som en boomerang og med en kraft jeg ikke troede mulig. Jeg har grædt og grædt og været helt nede og vende, men heldigvis er helt nede for mig ikke længere dernede, hvor der ikke er håb. Der hvor livet ikke giver mening. Tværtimod så giver det jo fantastisk god mening. At jeg ved at dele min historie og de senfølger jeg er afklaret med og kan tale højt om, frigjorde plads. For det kræver plads rent mentalt, at frigøre fortrængninger, at få dem frem i lyset, se dem klart og kunne bearbejde dem.

På tirsdag går det så løs. Jeg har nemlig forpligtet mig til at gå i gruppeterapi de næste halvandet år på CSM ( Center for seksuelt misbrugte ) og jeg er dybt taknemmlig over jeg har fået den mulighed. Men her og nu er det enormt ambivalent for det føles, som om jeg er på vej til skafottet. Vi skal nemlig lægge ud med hver især at berette om, hvad det er, der blokerer for, at vi kan leve frit. Vi skal fortælle om, hvad vi har brug for hjælp til. Det er så stærkt grænseoverskridende, at fortælle det til 8 fremmede mennesker. Det sås tydeligt på mig ved  formødet i tirsdags og ene psykolog spurgte bekymret - "kommer du i næste uge" ?
Svaret var enkelt, -  ja, jeg gør. Det føles nemlig helt rigtigt. Mine formøder med de 2 psykologer og to af mine meddeltagere har gjort mig sikker. Sjældent er jeg blevet mødt af så kompetente psykologer, der ved hvad de har med at gøre. Jeg føler allerede et fællesskab og ansvar overfor både de 2 deltagere jeg har mødt samt de 2 psykologer og det er det det hele handler om. Forpligtigelsen ! Ikke bare overfor mig selv, men overfor de 8 andre mennesker i det lokale. Både psykologer og  de øvrige deltagere. Der er ingen vej tilbage. Jeg kan ikke manipulere med dem, som jeg kan når jeg sidder overfor en enkelt psykolog. Vi er nemlig fælles i det her og vi sætter alle noget på spil.

Så svaret på overskriften er et klart, JA. Jeg glæder mig til de næste halvandet års rejse. Også selv om jeg på tirsdag skal have hjælp for at fortælle om mig selv og også selv om det bliver hulkende og grådkvalt. Hvem ved måske kan man om halvandet års tid læse om de ord jeg tirsdag får fremstammet på usynligear.dk. :-)